I slutningen af 1800-tallet og ind i 1900 satte klassicismen sit præg på gårdenes stuehuse. Denne rene stil var nem at arbejde efter for lokale håndværkere og bygmestre. En stil præget af hæderlighed, formsikkerhed samt respekt for funktion og materialer. Undertiden så udtryksfuldt, at en enkelt bygmester kunne præge en hel egn.
Arkitektonisk udtryk
Jo større gård, jo længere stuehus og måske er 1. sal udnyttet til værelser. Det er udbredt på de store stuehuse at fremhæve husets midte eller indgangspartier med en fremskudt midterstillet, velproportioneret frontkvist og med vinduer i proportioner afstemt efter den enkle fagopdelte facade. Stuehusene er ofte stærkt symmetriske, typisk på 15-30 meters længde med 7 til 14 vindues- og dørfag. Taget har en hældning på 45-50°, og kan være med halvvalm. Tagets belægning kan bestå af røde vingetegl, cementtagsten eller skifer. Ofte er der to eller flere symmetrisk placerede skorstenspiber. Er der kviste på taget, er de ofte små og normalt to, som er symmetrisk placerede. Ydervæggene i stuehuset opført efter år 1900 er ofte med hulmur. Vinduerne er som regel dannebrogsvinduer, sommetider opsprossede.
Husets indretning
Tiden bød på mange smukke og store stuehuse. Som led i de nye tider indeholder stuehuset flere stuer. Der er kakkelovne og skorstene, hver for sig elementer, der udtrykker øget velstand og status. Særligt opholdsstuerne og køkkenet er som regel rummelige. På større gårde ser man gerne en forstue med en fin indgang og en bagindgang til bryggerset og køkken.