BYERNE

RYOMGAARD

Ryomgård er en stationsby på Djursland med 2.455 indbyggere i 2015. Ryomgård hører til Marie Magdalene sogn, og landsbyen Marie Magdalene med den berømte kirke kan føres meget længere tilbage i tiden end Ryomgård. Den nuværende kirke, som afløste en ældre kirke, er fra 1450, og det var i årene derefter Otte Nielsen Rosenkrantz til Hevringholm og Høgholm lod rydde skov og byggede Ryomgård hovedgård, der nu hedder Gl.Ryomgård, ved vadestedet over den gren af det nu udtørrede Kolindsund, der skilte Ryomgård og Mesballe. 

Den gamle del af byen ligger neden for de nordlige randbakker ved starten af Kolindsund. Særligt inden for de seneste 15 år er der sket en udbygning med to nye villakvarterer i bakkerne ovenfor det gamle Ryomgård.

  • Gl. Ryomgaard

I den sydlige ende af byen ligger Gl. Ryomgård, som er en herregård fra 1600-tallet, men ombygget i årene 1768-70. 1 km øst for byen ligger Vallum Sø med en række kuperede stier i omegnen.

  • Jernbanen

Byen ligger ved Aarhus Nærbane og var tidligere Djurslands vigtigste jernbane-knudepunkt, hvorfra der foruden Aarhus og Grenaa gik tog til Randers og Gjerrild. I den tidligere lokomotivremise på Ryomgård Station ligger Djurslands Jernbanemuseum med effekter fra dansk jernbanehistorie i over 100 år. Fra byens vestlige udkant går der en asfalteret banesti mod vest til Allingåbro via Pindstrup og Auning, og fra byens vestlige udkant går Gjerrild banestien mod nordøst. Stien følger banetracéet det meste af vejen til Gjerrild på Norddjursland, forbi Vallum Sø.