BYGNINGER
BYERNE
Stort set alle de købstæder, Danmark havde i 1970, er opstået i middel-alderen, nogle enkelte helt tilbage i vikingetiden. En stor del af det danske bymønster blev således fastlagt allerede for mellem 500 og 1000 år siden, og det viser, at dannelsen af byer i middelalderens Danmark var en betyd-ningsfuld samfundsændring, der satte sig spor langt frem i tid i menneskers måde at leve på, i handelsmønstre, og administrativ inddeling.
Byerne opstod dér, hvor adgangen til transport- og handelsveje var bedst tilgængelig, eller på de steder, hvor placeringen syntes mest central for et større opland. Købstæderne havde ret til at drive handel og finere håndværk, hvad ikke var tilladt uden for byernes grænser. Med købstadsstatussen fik indbyggerne samtidig ret til at handle med bønderne, købe deres råvarer og sælge de færdige håndværksprodukter og varer fra købmændenes handelsvirksomhed til dem.
Efter 800 års byudvikling var det danske bysystem ved middelalderens slutning i 1500- tallet færdigudbygget med det antal købstæder, som handelen mellem land og by økonomisk gav mulighed for. Derefter fulgte ca. 300 år, som man kan kalde den klassiske periode, hvor købstaden som bytype var slået fast, og hvor fortsatte justeringer af købstædernes funktioner fortrinsvis skete på grundlag af allerede givne rammer.
Den moderne by blev skabt i perioden efter 1840, i en proces, der som et resultat af industrialiseringen byttede rundt på rollerne mellem land og by. Hvor byerne hidtil havde været små, og hovedparten af befolkningen havde boet på landet, så kom byerne i den moderne tidsalder til at dominere billedet som hjemsted for størstedelen af befolkningen.
Med kommunalreformen i 1970 forsvandt også endegyldigt de sidste rester af den administrative bydefinition, idet begrebet købstæder i 1970 helt blev afskaffet. Fremover blev alle former for en by blot defineret som en bymæssig bebyggelse, hvis der var mere end 200 indbyggere.
Kilde: Dansk Center for Byhistorie
